"Det skønne Le Marche og Italien venter på dig. Oplevelser med mening".



Filosofi som livsform og livskunst

Kend dig selv!

We have to create ourselves as a way of art

Den levende filosofi


At tage ansvar for sin egen skæbne”. Det gamle eksistentialistiske mantra har fået en hidtil uset revival i disse år. Vi skal leve mest muligt og dyrke os selv, lyder budskaberne fra de nye ypperstepræster: coaches, business-coaches, erhvervsledere mm. Navne som Anthony Robbins, Stephen Covey, og herhjemme Sofia Manning, tiltrækker det moderne menneske med deres fremstillinger af mennesket som selvdeterminerende og deres budskab om, at den som føler sig stærk og tror ubetinget på sig selv, kan og vil blive succesfuld og lykkelig.

Her er ikke fokus på det historisk bevidste eller socialt orienterede menneske, men i stedet det historisk bevidstløse og selvbevidste menneske. Selvudviklingstendensen spiller en større og større rolle indenfor erhvervslivet og arbejdslivet generelt.


De fleste indenfor erhvervslivet har i dag en opfattelse af, at selvudvikling er noget som man helt naturligt beskæftiger sig med. Det handler med andre ord om at leve det gode liv, og hvor det gode liv bliver forstået som noget, der føles godt. Det gode liv handler om det enkelte menneskes egen lykkefølelse og meningen med det gode liv emotionaliseres. ”Man skal realisere sig selv”, lyder det oftere og oftere. Netop målet for det enkelte menneskes selvudviklingsprojekt er, at den enkelte realiserer sine egne drømme. Alle mennesker har nu ret til personlig velfærd og personlig lykke og hvis ikke vi har den her og nu, så kan og bør vi stille krav om at få del i den. Blikket er stift rettet imod mig og mit projekt, og gradvist forsvinder blikket for fællesskabet, medmenneskene og den historiske bevidsthed.


Men, hvad er coaching eller den gode samtale egentlig egentligt for noget? Hvad kan man opnå med coachingen eller en eksemplarisk dialog? Er der et dannelsesmæssigt aspekt ved coaching? Hvad er forbindelserne imellem moderne coaching og filosofisk tilgang til coachingen? 


Coachingen og den Sokratiske tilgang til erkendelse har sine rødder, nærmere bestemt i Platons hule.


I Platons hule

For Platon (427-347 f.Kr) er verden god, fornuftig og retfærdig. Måske ikke på overfladen og i hverdagen, men den er det i sine fundamentale strukturer. Denne forbindelse imellem det gode, det fornuftige og det retfærdige er tilgængelig for den menneskelige erkendelse. Som menneske kan vi ikke direkte erkende det gode, det fornuftige og det retfærdige. Vi kan heller ikke direkte sanse, se eller mærke endsige samle det i en sætning. Men mennesket henviser til det, indforstår det og trækker alligevel på disse begreber når vi taler sammen. For at illustrere dette bruger Platon sin berømte hulelignelse . Alle vi mennesker er at ligne med fanger, der sidder lænket i bunden af en hule. Det eneste vi kan se, er skygger, der kastes op på hulens bagvæg. Et bål bag fangerne er lyskilden, og skyggerne kastes op af forskellige træ- eller stenfigurer af dyr, planter, mennesker og meget andet, som nogle mennesker bærer frem og tilbage mellem fangerne og ilden, mens de småsnakker med hinanden. Mennesker, der aldrig har oplevet andet end sådanne skyggebilleder, vil uundgåeligt anse dem som selve virkeligheden og hele deres sprog og alle deres tanker vil dreje sig om disse skyggebilleder og de lyde, som, de må tro kommer fra skyggebillederne.


Hvis vi nu forestiller os, at en af fangerne kom fri og bevægede sig rundt inde i hulen, så ville dette menneske først blive totalt forvirret; men efterhånden ville det kunne forstå, at alt, hvad det tidligere havde anset for virkelighed, blot var flade og farveløse kopier af de virkelige figurer. Den frisatte fange ville kunne se en meget dybere sammenhæng i forholdet mellem de forskellige skyggebilleder end tidligere, idet det nu ville forstå, at det var ilden, der var den egentlige årsag til skyggebillederne og figurbærernes bevægelser og lyde, der var de egentlige årsager til billedernes bevægelser og lyde.


Hvis vi nu videre forestiller os, at en fri fange kom helt ud af hulen, så ville dette menneske først blive fortumlet og overvældet af lyset og de mange nye indtryk. Men efter et lille stykke tid ville det vænne sig til de nye omgivelser og opdage, at de træfigurer som det havde lært var mere virkelige end skyggebillederne, selv kun var ufuldkomne efterligninger af de levende dyr, planter og mennesker. Og efterhånden ville det kunne indse, at der var solen og solens lys, der tillod, at man kunne se alle de forskellige ting, som findes og at det også er solens lys, der er betingelsen for alt liv. Indsigten i, at træfigurerne kun er ufuldkomne efterligninger af levende væsener, svarer til indsigten i, at de enkelte ting i verden kun er ufuldkomne efterligninger af tingene i sig selv. De enkelte mennesker er kun ufuldkomne udgaver af det ideelle menneske eller menneskets idé, det som er fælles for alle mennesker og ikke noget andet end mennesker. Indsigten i solens overordnede betydning svarer til den dybeste filosofiske indsigt i den overordnede betydning, som enheden af det sande, det gode og det skønne har i ideernes verden. Og dette menneske, der har fået denne indsigt, sætter sig ikke bare ned og nyder solskinnet. Visdom forpligter. Den der har indsigt i det gode, vil også gøre det gode.


Man kan således spore et optimistisk perspektiv i Platons tænkning. Vi mennesker trækker på en fælles fornuft, når vi taler sammen, og verden er struktureret af den samme fornuft. Nok er den menneskelige erkendelse begrænset, men den er til gengæld sand. Hvis menneskene skal søge at opfatte det, som ligger ud over det sanselige, som hele tiden forandrer sig, og begribe det gode, der hos Platon antager karakter af det uforanderlige, er mennesket nødsaget til at måtte bruge sproglige billeder og metaforer. Platons vision om den sande erkendelse og det gode menneskeliv er knyttet tæt an til hans læremester Sokrates (ca. 470-399 F.kr) dialogiske praksis.


Den Sokratiske metode

Sokrates er Platons ubestridte helt i Platons dialoger og det er igennem Platons gengivelser at Sokrates opfattelser er blevet kendte. Sokrates er ikke som sådan en karakter som forelæser over sandheden, men derimod arbejder han som en slags jordemoder, også kaldet den maieutiske metode. Sokrates spørger andre for at hjælpe dem til at tænke selv. Med sine fortsatte hypotetiske spørgsmål, assisterer han dem som han fører samtale med, så de selv når frem til nye erkendelser. Denne metode forudsætter også en fælles fornuft: Det må være de samme kilder man trækker på, hvis man gennem den spørgende tilgang kan få andre til at nærme sig en sandhed, som ikke kun er privat. Samtalens parter træder sammen ind i et fælles fornuftigt rum, når Sokrates stiller sine berømte ”hvis så” spørgsmål. I dialogen Menon bringes en dreng af slaver uden uddannelse således til indsigt i fundamentale matematiske sandheder og anliggender, fordi han bliver spurgt rigtigt.


Sokrates dialogiske praksis er en anti-autoritær praksis. Sokrates lytter, lader hans dialogpartnere tale ud, og han sætter aldrig sine personlige interesser over dialogens udvikling af et ræsonnement. Netop sandheden er et spørgsmål der ligger Platon og Sokrates meget på sinde. Nogle af de mest yndede modstandere til Sokrates i de mange dialoger er sofisterne. For sofisterne var dialogen ikke en fælles spørgende erkendeproces, men antog karakter af en kappestrid. For sofisterne handler det om at have ret, da de ikke erkender noget som uforanderligt sandt eller falsk  . (Jeg har skrevet mere herom i "Spinnet som Forfører" af Maximilian Kromann & Lotte Hansen i "Sprog og Forførelse"- Om sandhed og løgn i religion, politik, litteratur og filosofi, Forlaget Alfa 2008).  Sofisterne var i Platons øjne retoriske kynikere og handels rejsende i åndelig føde, der fordærvede ungdommen med deres relativisme og higen efter at skulle vinde enhver strid på ord.


Et grundlæggende træk ved Sokrates og filosofisk metodik, er at definere begreber. Spørgsmål som Sokrates ønskede at besvare var f.eks.: Hvad er dyd? Hvad er visdom? Hvad er det gode liv? Hvad er retfærdighed? Gennem dialogen søger Sokrates at hjælpe andre samtalepartnere til at skelne imellem det som de tror eller mener, og så det de ved. Meninger har vi som mennesker masser af omhandlende alt muligt. Meget af det som vi mener, er noget vi har fra andre, eller som vi giver udtryk for, fordi det er hvad vi regner med at andre mennesker vil høre. Nogle af disse meninger kan være sande. Pointen er, at de stadig er meninger for os, fordi vi ikke ved, hvorfor at de er sande. Med andre ord; vi har ingen erfaringer af eller nogen forståelse for, hvorfor at de skulle være sande.


Som mennesker har vi alle en mening om hvordan vi bør eller skal opføre os eller hvad det er rigtigt at gøre. Men kigger vi nøjere efter så er det måske bare vores forældres, venner eller samfundets opfattelser, som vi ubevidst har overtaget, uden egentlig at kunne stå inde for det. Sokrates ønsker at hjælpe mennesker ud af sådan en søvngænger tilværelse, hvor man ukritisk overtager de gængse meninger. I stedet handler det for Sokrates om at få os til at undersøge disse meninger og finde ud af, hvad vi virkelig har grundlag for at mene. Sagt med andre ord: Hvad vi virkelig ved, at vi ved.


Dette er jo en alvorlig sag, for det kan betyde at vi må forkaste tidligere meninger. Men derigennem kan vi blive klogere. Vi kan komme frem til at vores meninger fremstår som dybere og vi kan fuldt og helt overtage dem som vores egne, fordi vi rent faktisk forstår dem. En mening der før var tilfældigvis sand, er nu blevet min egen viden. Jeg mener dette eller hint – ikke fordi min far eller min bedste ven mener det samme eller det modsatte – men fordi jeg ved, hvad jeg taler om. Forholdet mellem mening og viden som Sokrates udtrykker det, står i skærende kontrast til de før omtalte sofisters relativistiske opfattelse af, at al såkaldt viden blot er meninger og udlægninger. 


Den antikke filosofiske tradition og ikke mindst Platon og Sokrates vidner om, at selvom relationen imellem coaching og selvudvikling forekommer temmelig ny, så er det faktisk en gammelkendt sag. At et menneske kan have indflydelse på hvordan et andet menneske lærer, bliver klogere og kommer frem til en sandere forståelse af sig selv vidner om, at grækerne var bekendt med disse temaer og dermed forståelses og fortolkningssammenhænge.


Når oraklet i Delphi befalede ”Kend dig selv” i forhold til din omverden og til guderne, så er det jo rent faktisk det som coaching i dens oprindelige antikke form (selvom grækerne ikke kaldte det coaching) egentlig omhandler. Individets ansvarlighed er omdrejningspunktet, fordi coachingen er hjælp til selvhjælp. Nutidens coaching markedsfører sig snarere på evnen til at realisere sine potentialer og afdække menneskets ressourcer.

Men for at kunne realisere sig selv, for at kunne fortolke og erkende ”Kend dig selv”, så er forståelse en forudsætning. Forståelse og fortolkning er uomgængelige betingelser for at kunne forstå sig selv, det andet menneske og sin omverden. Og som naturligvis er udgangspunkt for den måde som jeg arbejder på.